§ 1 Navn og medlemmer "Foreningen af kvinde DM og DS klubber" forkortet til Kvindedivisionsforeningen, er en sammenslutning af klubber, som deltager i kvinde DM og DS. Medlemskab fortabes automatisk ved en klubs nedrykning fra DS, samt når medlemskontingent ikke betales ved påkrav. Klubben udelukkes øjeblikkeligt af Kvindedivisionsforeningen
§ 2 Formål
Kvindedivisionsforeningens formål er at formidle et fast samarbejde medlemsklubberne imellem til varetagelse af fælles interesser til gavn for klubberne og dansk kvindefodbold.
§ 3 Kontingent
Hver medlemsklub betaler et årligt kontingent, som fastsættes af generalforsamlingen. Hvis en klub har både DM og DS, betales kun ét kontingent.
§ 4 Bestyrelsen
Kvindedivisionsforeningen ledes af en bestyrelse, bestående af en formand, næstformand, kasserer, sekretær og et menigt medlem. De "ulige år" vælges formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer. De "lige år" vælges 2 bestyrelsesmedlemmer. Valgene gælder valgperioden ud, selvom den valgtes klub rykker ud af DS. Bestyrelsen konstituerer sig på første møde efter generalforsamlingen, ved valg af næstformand, kasserer og sekretær. Alle afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed. Formanden, i dennes fravær næstformanden, er i tilfælde af stemmelighed afgørende.
§ 5 Underskrift og prokura
Kvindedivisionsforeningen forpligtes i den daglige drift ved underskrift af formanden, eller i dennes forfald ved næstformanden. Bestyrelsen kan meddele formanden og kassereren eneprokura.
§ 6 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle Kvindedivisionsforeningens anliggender. Hver medlemsklub kan lade sig repræsentere på generalforsamlingen af indtil 3 repræsentanter, idet dog kun 2 repræsentanter har stemmeret. De repræsentanter, som repræsenterer medlemsklubben på generalforsamlingen, skal anmeldes senest 8 dage før generalforsamlingen. Stemmeret kan ikke udøves pr. brev eller overføres til anden klub ved fuldmagt. Foruden de 2 klubrepræsentanter har de 5 bestyrelsesmedlemmer hver sin stemme.
§ 7 Dagsorden for generalforsamling
Den årlige generalforsamling afholdes hvert år i første kvartal med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Kvindedivisionsforeningens fremtidige opgaver
4. Regnskab og budget
a) aflæggelse af revideret regnskab til godkendelse
b) budget fremlægges til godkendelse
c) fastsættelse af kontingent (jvf. § 3)
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af formand (jvf. § 4)
7. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer
8. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter
9. Valg af revisor
10. Evt.
§ 8 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, når bestyrelsen ønsker det, eller når 5 medlemsklubber indsender skriftligt begæring til bestyrelsen, ledsaget af en redegørelse for de forslag, der ønskes behandlet, i hvilket fald generalforsamlingen skal indkaldes 14 dage efter, at bestyrelsen har modtaget begæringen.
§ 9 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel. Dagsorden skal indeholde en specificeret angivelse af de punkter, der agtes behandlet, og kun de forslag, som er optaget på dagsordenen, kan afgøres på generalforsamlingen.
Forslag fra medlemsklubberne skal for at komme på dagsordenen være indsendt inden d. 31. december
På enhver generalforsamling vælges en dirigent til at lede generalforsamlingen. Dirigenten afgør alle spørgsmål om stemmeafgivelse, derunder om skriftlig afstemning skal ske. Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af dirigenten.
Referatet fra generalforsamlingen, vil blive lagt på Kvindedivisionsforeningens hjemmeside, samt udsendt til kvinde DM og DS klubberne.
Alle spørgsmål, der kommer til afstemning, afgøres ved simpel stemmeflerhed.
Til ændring af Kvindedivisionsforeningens vedtægter kræves et flertal bestående af 2/3 af de fremmødte på generalforsamlingen. Vedtagelse af Kvindedivisionsforeningens opløsning kan kun ske, når ¾ af foreningens medlemmer er til stede, og vedtagelsen sker med 5/6 af de afgivne stemmer.
I tilfælde af Kvindedivisionens opløsning tilfalder en eventuel formue medlemsklubberne.
§ 10 Økonomi
Kvindedivisionsforeningens regnskabsår følger kalenderåret. På enhver ordinær generalforsamling forelægges et af bestyrelsen og revisionen underskrevet årsregnskab med tilhørende status. Medlemsklubberne hæfter ikke økonomisk overfor Kvindedivisionsforeningen. Foreningen kan ikke indgå nogen form for aftaler som binder medlemsklubberne, hverken sponsormæssigt eller økonomisk ? uden dette er forhandlet direkte med de enkelte medlemsklubber. Skriftlige aftaler skal foreligge.
§ 11 Eksklusion
Medlemsklubberne er forpligtet til at overholde Kvindedivisionsforeningens vedtægter. Bestyrelsen kan ved overtrædelser i henhold til foranstående ekskludere medlemmet af foreningen. Et hvert ekskluderet medlem har ret til at indanke spørgsmålet om eksklusionens gyldighed for først kommende generalforsamling under iagttagelse af bestemmelserne i §§ 8 og 9.
§ 12 Udmeldelse
Udmeldelse skal ske med mindst ½ års varsel til en 31. december.
Vedtaget i denne ordlyd på Kvindedivisionsforeningens generalforsamling i Odense den 7. februar 2010.