– ta’ fra de rigeste og giv til dem, der har behov!

Lige nu går forhandlingerne om en ny landsholdaftale mellem DBU og herrelandsholdet ind i den afgørende fase. Desværre tyder meget på, at de allermest priviligerede medlemmer af den danske fodbold-familie, nemlig herrelandsholdsspillerne – flittigt sekunderet af Spillerforeningen –  har glemt, at de er ”en del af noget større” og lader hensynet til deres egen velspækkede pengepung veje tungere end hensynet til resten af fodbold-Danmark. Forude lurer igen risikoen for en konflikt med aflyste landskampe, UEFA-bøder og et kæmpe imagetab hos fans, sponsorer og hele fodbold-Europa.

Men i stedet for at DBUs ledelse lader sig skræmme og true til at underskrive en ny landsholdaftale med fyrstelige honorarer til Simon Kjær & Co. for at trække i den rød-hvide dragt er tiden moden til en radikal omprioritering af DBUs midler.

Simon Kjær – Pernille Harder 13-1!

Kan det være rigtigt, at alle de 23 spillere i den danske VM-trup kunne hæve den nette sum af 1,1 mio. kr. , i alt 25 mio. kr., for at blive slået ud i 1/8 dels finalen ved VM i Rusland, når Pernille Harder & Co. måtte nøjes med en bonus hver på ca. 82.000 kr. for at vinde sølv-medaljer ved EM i Holland for et år siden – altså en faktor 13 i herrespillernes favør til trods for, at kvindelandsholdet resultatmæssigt præsterede klart bedre? Og selv efter den ny aftale med kvindelandsholdet fra sidste efterår er herrelandsholdsspillernes honorar/pointbonusser for at stille op til venskabskampe og kval-kampe 7-10 gange større end kvindernes for samme mængde ”arbejde” – hvis man ta’r lønmodtagerbrillerne på. Det er skævt!

Til sammenligning indførte det norske fodboldforbund sidste år økonomisk ligestilling mellem herre- og kvindelandsholdet hvad angår spillernes honorar/bonusbeløb for at spille på landsholdet. Og det er en trend, vi også ser i andre europæiske lande i øjeblikket.

For ud fra en privatøkonomisk betragtning har spillerne på herrelandsholdet jo ikke behov for meget store honorarer/bonusser for at spille på landsholdet: Med årslønninger på op til 30 mio. kr. i deres klubber reduceres landsholdspengene til ”ekstra flødeskum på lagkagen” eller bidrag til en ny Mercedes. Dertil kommer, at spillerens egen markedsværdi stiger markant ved en landsholdsudtagelse og deltagelse i en VM-slutrunde.

Men i DBUs regnskab bliver den samlede udgift til at betale herrelandsholdsspillerne for at repræsentere deres land en meget tung post, der forhindrer eller begrænser andre udviklingstiltag i dansk fodbold.

DBU skal udvikle hele fodboldforretningen

Hvis honorarer og bonussatser for herrelandsholdet kom ned på et rimeligt niveau havde DBU råd til at investere langt mere offensivt og fremtidsrettet i kvindelandsholdet, udvikling af kvindeligaen, u-landsholdene – og den brede talentudvikling for både drenge og piger i de klubber, hvor alle landsholdsspillere for første gang snørede deres støvler. Samme konklusion nåede DBUs Kvindekommission med bl.a. eksterne kræfter som Helle Thorning Schmidt, Lykke Friis og Christian Stadil frem til!

Så et klart budskab til herrelandsholdet/Spillerforeningen: Vis at det ikke er ”tom snak”, når I gang på gang si’r, at det er en ære at spille på landsholdet og vis, at I gerne vil være med til at gøre DBU’s udviklingskasse større til gavn for kvindeelitefodbolden, talentudviklingen og breddefodbolden – og dermed også fremtidens herrelandsholdsspillere!

Kim Kjærhus, formand for Kvindedivisionsforeningen