Første Covid-19 smitte i Kvindeligaen

Op til sæsonpremieren mod Brøndby lørdag 8. august er én spiller fra KoldingQ testet positiv for Covid-19, mens alle de øvrige i trup og stab er testet negative efter yderligere en supplerende kontrolanalyse. Det er det første tilfælde af Covid-19 smitte i Kvindeligaen siden genstarten af Gjensidige Kvindeligaen med medalje- og kvalifikationsspillet primo juni.

Som optakt til den ny sæson i Gjensidige Kvindeligaen og 1. division anbefalede Kvindedivisionsforeningen  i sidste uge alle klubber at få Corona-testet deres spillere, trænerstab og ledere efter en sommerpause med ferie og rejser i ind- og udland. Alle 8 klubber i Kvindeligaen og næsten alle i 1.division tog positivt imod opfordringen og har testet via de offentlige Covid-19 testcentre, hvor der har været høj aktivitet og ventetider visse steder.

KDF var på forkant

”Den positive test i KoldingQ viser jo vigtigheden af, at vi i kvindeeliteklubberne holder fokus på indsatsen mod Covid-19 smitte i den ny sæson og ikke mindst den daglige temperatur-måling og vurdering af symptomer, som alle i on-pitch-stabene gennemfører. Samtidig er vi i KDF meget tilfredse med, at vi har været på forkant med anbefalingen af Covid-19 test i alle vores medlemsklubber,” understreger KDFs formand Kim Kjærhus.

Som nævnt var den smittede KoldingQ-spiller den allerførste og hidtil eneste positiv-testede i dansk kvindeelitefodbold. Men på basis heraf vil KDF ta’ initiativ til en drøftelse med DBU om test-modellen for det kommende grundspil.

PS: Det skal understreges, at foto til nærværende artikel af KoldingQs anfører Louise Eriksen ikke er ensbetydende med, at hun er den smittede KoldingQ-spiller.