Landsdækkende U16 DM for piger truet

En landsdækkende U16 DM turnering for piger er en vigtig hjørnesten i den ny ungdomslicens, der skal give talentudviklingen i dansk kvindeelitefodbold et markant løft. Men lige nu er den ny U16 DM turnering truet, fordi bestyrelsen for lokalunionen DBU Sjælland – som den eneste høringspartner  – har vendt tommelfingeren ned. De øvrige lokalunioner, Kvindedivisionsforeningen, landstrænerne og DBUs Kvindeeliteudvalg bakker alle op om, at DBU nu fra start af turneringsåret 2021/22 får to landsdækkende eliteturneringer for piger – akkurat som drengene har haft siden 1999 og efterfølgende endda har udvidet med en landsdækkende U15 turnering.

På grund af Covid-19 restriktionerne hen over vinteren og foråret har DBUs lokalunioner først kunnet gennemføre deres årlige delegeretmøder i sidste halvdel af maj. Onsdag 19. maj holdt DBU Fyn delegeretmøde, og her sagde de fynske klubber ”ja” til U16 Pige DM, og lørdag 29. maj var det de jyske klubbers tur til at gi’ opbakning til den landsdækkende U16 DM turnering. I Østdanmark er det lokalunionernes bestyrelser, der har beslutningskompetencen omkring den landsdækkende U16 DM-turnering – og i høringsfasen er det alene DBU Sjælland, der udtrykt modstand, mens der i København, på Bornholm og Lolland-Falster har været tilslutning. På DBU Sjællands delegeretmøde 30. maj forsøgte flere af de sjællandske kvindeeliteklubber at udfordre bestyrelsens modstand uden at det dog lykkedes at ændre på bestyrelsens indstilling.

Det betyder, at den endelige beslutning om start af den landsdækkende U16 Pige DM turnering fra sæsonen 2021/22

nu træffes af DBUs bestyrelse på sit møde 20. juni. Indtil da hersker der således usikkerhed om igangsættelse af den ny turnering hos mange pigeklubber, spillere og klubtrænere over hele landet – ikke mindst i de 15 klubber, der netop har fået tildelt Ungdoms-licens.

Turneringen skal i gang fra august

”Det er helt afgørende for effekten af den ny ungdomslicens, at den landsdækkende U16 DM turnering kommer i gang som planlagt fra efteråret 2021. Vi har ventet i mange år på at kunne styrke talentudviklingen på pigesiden og opnå ligestilling med drengene. Det bli’r til stor fordel for den enkelte spiller, kvindeeliteklubberne, U-landsholdene og i sidste ende også A-landsholdet,” siger KDFs bestyrelsesmedlem Jan Borre, Brøndby, der også er medlem af licensudvalget. Som en sidegevinst til den landsdækkende U16 DM peger Jan Borre på, at det åbner for flere dygtige spillere i de øverste lokalunionsrækker.

Bedre matchning og bedre træningsmiljøer

A-landstræner Lars Søndergård fungerer i øjeblikket også som talentchef på pigesiden i DBU, og han er heller ikke i tvivl om vigtigheden af at få den landsdækkende U16 Pige DM turnering i gang til august:

”I Danmark er vi dygtige til talentudvikling, men nu skal vi ta’ næste skridt, hvis vi skal følge med den internationale udvikling. Vi skal skabe flere og endnu bedre træningsmiljøer og ikke mindst stærkere matchning af de talentfulde spillere tidligere og før de kommer på U18 DM holdene. Den landsdækkende U16 DM række vil give vores talentudvikling et mærkbart løft – og det fortjener ikke mindst pigerne”, understreger Lars Søndergård.