Fælles kampagne: Fans tilbage på tribunerne – NU!
Tilskuerne skal tilbage på tribunerne – og forsamlingsforbuddet skal løftes, så der kan spilles turneringskampe for alle hold i dansk fodbold. Det er målsætningerne når DBU, DBU Bredde, Divisionsforeningen og Kvindedivisionsforeningen i fællesskab onsdag 17. marts sparker den landsdækkende kampagne ’Genstart fodbold – vi er helt sikkert, helt klar’ – i gang. For det skal være slut med udsigt til tomme tribuner og aflyste kampe. Alle kampe skal kunne gennemføres, og der skal igen åbnes for tilskuere og fans på tribunerne til kampe i 3F Superliga og Gjensidige Kvindeliga og 1. division og til sommerens EM-landskampe i Parken.
Det er et samlet dansk fodbold bestående af DBU, DBU Bredde, Divisionsforeningen og Kvindedivisionsforeningen, der med kampagnen nu går direkte i dialog med de politisake beslutningstagere og sundhedsmyndighederne i Danmark med det mål at få Fodbold-Danmark åbnet yderligere. For alle undersøgelser og vurderinger fra sundhedseksperter si’r, at det er helt sikkert at dyrke udendørs idræt og ha’ tilskuere på tribunerne, hvis det sker under de rigtige retningslinier og protokoller – og samtidig er Corona-smitte-tallene nedadgående og har været det længe i Danmark.
Klar til fans på stadion!
KDFs fungerende formand, John Walsh, er meget glad for, at fodboldens organisationer nu går sammen om at få åbnet yderligere op for fodbold-Danmark og han si’r:
”Vi er naturligvis meget glade for og taknemmelige over, at vi kan afvikle turneringskampe i Gjensidige Kvindeliga og 1. division kvinder. Men det er helt afgørende at få gang i flere dele af fodbolden, så fx også vores bedste ungdomsrækker for piger bl.a. U18 DM kan komme i gang med turneringen. Det er vigtigt for trivslen og den fysiske og mentale sundhed. Og så er det vigtigt at få fans og tilskuere tilbage på stadion for at genskabe det fodbold-fællesskab, vi savner. Vi har bevist, at dansk fodbold udviser ansvarlighed, og vi er helt sikkert – helt klar.”