Ny liga og samarbejdsaftale med DBU i fokus

Lanceringen af Den Ny Kvindeliga primo august, en ny samarbejdsaftale med DBU og indplaceringen af kvindeelitefodbolden i DBUs nye organisationsstruktur bliver de største opgaver for Kvindedivisionsforeningen i 2019. Det fastslog formand Kim Kjærhus i sin beretning på den ordinære generalforsamling i KDF i Bramdrupdam lørdag, der havde deltagelse af op mod 40 klubledere, bestyrelsesmedlemmer og samarbejdspartnere fra DBU til et tætpakket program med generalforsamling og efterfølgende temamøder for både liga-klubber, 1. division og U18 DM.

Kim Kjærhus tog udgangspunkt i den krævende opgave omkring udvikling af den bedste danske kvindefodboldrække, som KDF selv tog initiativ til for to år siden, og som efter et omfattende researcharbejde international og i Danmark betød, at DBUs bestyrelse på sit møde 24. november kunne besluttede en ambitiøs 5-års plan for Den Ny Kvindeliga, der får premiere i weekenden 3.-4. august 2019. Forinden er forløbet en proces, hvor også UEFA er engageret via et spændende brand- og Fan-engagement projekt i et tæt samarbejde med kvindeliga-klubberne og DBUs administration.

“Men lige nu er det mest markante tiltag, at kvindeligaen for første gang har fået en heltidsansat ligachef i form af Nicolai Kaas, der er tiltrådt 1. marts men allerede er i fuld gang med at styrke det kommercielle grundlag for Den Ny Kvindeliga og realisere det store sponsor-og partnerpotentiale, som kvinde-klubfodbolden har. Det er jo ikke tilfældigt, når de allerstørste herreklubber rundt i Europa fra Manchester City, over Bayern München og Paris Saint Germain til FC Barcelona og Juventus nu investerer helhjertet i at opbygge deres egne kvindehold, fordi de har tilskuerpotentiale og markedsværdi – og fordi kun klubber med begge køn vil få samfundsmæssig accept om ganske få år”, sagde Kim Kjærhus.

Ny aftale med DBU undervejs

I foråret 2017 indgik Kvindedivisionsforeningen for første gang en officiel samarbejdsaftale med DBU på lige fod med Herredivisionsforeningen og Bredde-fodbolden. Med  afsæt i Kvindeliga-projektet skal generation 2.0 af denne aftale underskrives med virkning fra 1.april, og KDF har allerede fremsendt oplæg til DBUs formand Jesper Møller og den konstituerede direktør Kenneth Reeh. Aftalen vil sikre kvindeeliteklubberne deres kommercielle rettigheder til alle kampe, men også bringe KDF meget tættere på udviklingen og styringen af Den Ny Kvindeliga og 1. div/U18 DM. Det vil bl.a. ske via etableringen af et helt nyt udvalg for kvindeelite som en etableret del af DBUs nye politiske struktur og en selvstændig liga-organisation.

“Vi ser frem til og glæder os til, at kvindeeliteklubberne/KDF fremover får langt større indflydelse på den del af DBUs aktiviteter, der vedrører eliteklubbernes egne forhold og vilkår. Det vil også betyde, at vi endnu bedre kan bidrage til at få mange flere piger og kvinder til at spille fodbold og fortsat have stærke U-landshold og et Kvindelandshold, der kan klare sig i den internationale konkurrence,” sagde Kim Kjærhus.

Ved valget til KDFs bestyrelse blev formand Kim Kjærhus og bestyrelsesmedlemmerne Mette Bach Kjær fra Fortuna Hjørring, Jan Borre fra Brøndby og Jesper Raabo fra VSK Århus alle genvalgt, mens kvindeformand i AaB, Anna Larsen, blev nyvalgt i stedet for Tom Selmer-Petersen fra KoldingQ, der ønskede at udtræde af bestyrelsen og fik en tak for indsatsen. Se alle 8 bestyrelsesmedlemmer i KDF her.

Intensivt arbejde frem mod liga-premiere

Efter generalforsamlingen var eftermiddagens helliget 2 temamøder: Et omkring Den Ny Kvindeliga og ét omkring udviklingen af 1. division.

På liga-sporet indledte den ny ligachef Nicolai Kaas og Keld Strudahl fra UEFA Grow med at fortælle om udviklingen af den ny vision, målgrupper, værdisæt og brand for Den Ny Kvindeliga, der pågår samtidig med, at jagten på nye kommercielle partnere til ligaen er skudt i gang og vil blive kraftigt intensiveret hen over de kommende måneder.

“Vi har selvfølgelig travlt for at finde de nye partnere til Den Ny Kvindeliga – men det er ligeså vigtigt, at vi kommer i dialog med de rigtige, der kan se perspektiverne i kvinde/pige fodbolden og ikke mindst de målgrupper og det værdisæt, kvindeligaen repræsenterer. Internationalt ser vi lige nu en stærkt voksende interesse blandt virksomheder for at vise, at man også har noget at tilbyde den kvindelige del af befolkningen på denne jord. Derfor skal vi gi’ os tid til at fortælle om mulighederne i Den Ny Kvindeliga til både danske og internationale virksomheder,” fortalte Nicolai Kaas og Keld Strudahl.

Inden liga-premieren vil KDF, DBU og UEFA bl.a. lancere: Logo og design-manual, et nyt WEB-site for Den Ny Kvindeliga, en ny og ambitiøs streaming-model og et koncept for en såkaldt Super-Match i hver spillerunde.

KDF arbejder også sammen med klubberne i 1. division om at finde en model for, hvordan også klubberne i den næstbedste række kan udvikle sig sportsligt og organisatorisk. Herunder var der bl.a. fokus på, om forsøgsordningen med op til 4 ligaklubbers 2. hold i 1. division skal forsætte evt. på andre vilkår. Klubberne drøftede også indførelsen af en såkaldt “udviklingslicens” og den fremtidige turneringsstruktur.

Referatet fra Generalforsamlingen vil blive udsendt til medlemsklubberne,når det er skrevet i sin helhed og godkendt af dirigenten.