15 klubber søger U18 DM licens

15 klubber har ansøgt om licens til at spille i den bedste danske pige-ungdomsrække, U18 DM. I indeværende sæson deltager 12 klubber i U18 DM, og de har alle søgt om plads i den kommende sæson 2018/19. Men de får skarp konkurrence af 3 andre klubber, VSK Aarhus, Silkeborg IFQ og Farum BK, der også mener, at de lever op til kravene i DBUs licensmanual og har et sportsligt niveau til at spille med på absolut eliteniveau.

“Jeg synes, vi har oplevet en seriøs forberedelses- og ansøgningsperiode, hvor bl.a. U-landstrænergruppen har været ude og gennemføre træningspas med U18 DM trupperne i alle klubber samtidig med at vi har kigget på faciliteterne og haft en grundig snak med både den sportslige og ledelsesmæssige stab i alle klubber,” fortæller DBUs licenkoordinator, Per Kenneth Larsen.

Næste fase i udvælgelse af de klubber, der skal tildeles licens til U18 DM i sæsonen 2018/19 er en grundigt vurdering af ansøgningerne fra klubberne. Landstrænergruppen laver en indstilling vurderet på klubbernes spillermateriale i de relevante årgange primært 01/02, mens medlemmer af DBUs faggruppe Kvindeelite vurderer alle øvrige forhold i ansøgningerne og til slut træffer den endelige afgørelse om tildeling af licens. Per Kenneth Larsen forventer, at Kvindeelites afgørelse offentliggøres i uge 16, hvorefter den kan ankes til DBUs Licensappeludvalg.

Alle 3F liga klubber har søgt licens

I 3F ligaen har alle 8 klubber fra dette års turnering ligeledes søgt licens til den ny sæson 2018/19. Her er det ikke Kvindeelite, der tildeler licens men derimod DBUs Licensudvalg. Og hvilke 8 klubber, der sportsligt kvalificerer sig til Kvindeligaen afgøres endeligt i  forårets kvalifikationsrække, hvor de 2 sidste klubber til ligaen skal findes til supplement af de 6 i forårets slutspil.

“Når Kval-rækken er godt i gang gennemfører Steen Klingenberg og jeg møder med de 1. div. klubber, der ser ud til at have chance for at rykke op som nye klubber i 3F ligaen. Hvis 1-2 af dem så ender med at ta’ oprykningspladserne har de en frist frem til 30. juni for at søge licens og klubudviklingstilskud (KUP),” tilføjer Per Kenneth Larsen.