Brug for nytænkning efter ”verdens største selvmål”

Selvfølgelig er det positivt, at Kvindelandsholdet og DBU endelig fik indgået en delaftale og stiller op til VM-Kval kampen mod Kroatien tirsdag – men hvor er det dog meningsløst, at parterne ikke fik løsningen på plads inden kampen mod Sverige! Nu endte det i stedet i et afbud – eller ”verdens største selvmål”, som mange har kaldt landsholds-konflikten og afbuddet til Sveriges-kampen: Minimum et 0-3 nederlag med risiko for yderligere UEFA-sanktioner, et kæmpe imagetab i hele Fodbolddanmark og internationalt, svækkede kommercielle muligheder – og dybe sår i relationen mellem landsholdsspillerne og det DBU-logo, de bærer på brystet. Og disse alvorlige konsekvenser forsvinder altså ikke, fordi dommeren fløjter op i Kroatien!

Derfor må og skal dansk fodbold lære af denne konflikt og drage de nødvendige konsekvenser, så vi aldrig oplever noget lignede igen. Vi skal blive markant bedre til at udnytte de store potentialer i kvindefodbolden bl.a. gennem en styrkelse af kvindefodboldens position i DBU-regi.

For Kvindedivisionsforeningen og lederne i de danske kvindeeliteklubber har det været en dybt frustrerende oplevelse at følge forhandlingerne om en ny landsholdsaftale fra sidelinjen uden reel  indflydelse. Landsholdsspillerne er udviklet i de danske topklubber og har mangeårige relationer til klubledere og trænere, der derfor har forsøgt at få spillerne i tale. Men det har stort set været umuligt at trænge igennem den kommunikationsmæssige ”osteklokke”, som landsholdsspillerne med bistand fra Spillerforeningen har valgt at placere sig selv i under hele forhandlingsforløbet: Ingen respons på telefonopkald, e-mails eller SMS’er med vores opfordringer til at nå en aftale og undgå afbud til Sveriges-kampen – af hensyn til landsholdsspillerne selv, de kommende generationer af spillere og kvindefodbolden i Danmark. Alle lærebøger om gruppepsykologi fortæller, hvor farligt det er, når mennesker under pres isolerer sig fra argumenter og påvirkninger udefra – og derfor ikke får trådt på bremsen i tide, selvom man er på vej ud over afgrundens rand! Denne fejlvurdering må spillerne i sidste ende ta’ ansvaret for.

Ligesom landsholdsspillerne kan heller ikke DBUs topledelse løbe fra deres ansvar. Uanset hvor mange gange Claus Bretton-Meyer & Co. har følt sig snydt af Spillerforeningen, skal virksomheden DBU til enhver tid beskytte værdien af sine to top-brands – A-landsholdene. Og med 1,5 mio. TV-seere i ryggen under EM har kvindelandsholdet bevist sit store engagementsmæssige og kommercielle potentiale i fremtiden – og det er langt vigtigere end et ønske om at ”trække en streg i sandet” over for Spillerforeningen. Som ejer af produktet kvindelandsholdet burde DBUs ledelse have udvist ”rettidig omhu” som en kendt skibsreder en gang har sagt og aldrig have tilladt, at et langt forhandlingsforløb endte med et afbud til en afgørende VM-kval kamp!

Kvindedivisionsforeningen vil opfordre til, at begge parter i landsholdskonflikten er meget ærlige, selvkritiske og grundige i evalueringen af hele konfliktforløbet og samtidig åbne for nytænkning. Udover eksterne mæglere står det klart for de fleste, at der er brug for nye personligheder og kompetencer i de to forhandlerteams. KDF stiller sig gerne til rådighed med vores dybe kendskab til kvindeelitefodboldens verden og de landsholdsspillere, der til syvende og sidst skal vinde kampene for Danmark, og som DBU skal ha’ et godt og tillidsfuldt forhold til.