Seminar for bestyrelser i liga-klubberne

Hvordan kan en bestyrelse bedst bidrage til udviklingen af eliteklubberne i den bedste danske kvindeliga? Det er et af de vigtige spørgsmål, som bestyrelsesmedlemmer fra 3F liga klubberne søger svar på, når de 13.-14. januar mødes i Hjørring til et 24 timers seminar arrangeret i samarbejde af DBU og Kvindedivisionsforeningen som led i Vision 2020 planen.

Sammen med Lene Bengtson fra DBUs Kvindeelitegruppe (KEG) og Steen Klingenberg fra DBU Elite har næstformand i KDF, Kim Kjærhus, udgjort den arbejdsgruppe, der har fastlagt seminarets program. Om baggrunden for dette seminar siger han:

”Skal kvindeeliteklubberne udvikle sig kommercielt og ledelsesmæssigt får bestyrelserne en nøglerolle fremover. I det daglige arbejde er en stærk sportslig stab og en dygtig kommerciel leder selvfølgelig vigtige aktører, men når det strategiske retning for en eliteklub skal sættes og de bindende beslutninger træffes er der ingen over eller ved siden af bestyrelsen. Derfor er dette seminar også udelukkende målrettet bestyrelsesmedlemmer.”

Hver 3F liga klub kan stille med tre deltagere til et program, der løber fra lørdag kl 12 til søndag kl. 12. Førstedagen sætter fokus på, hvordan et resultatskabende bestyrelses-arbejde kan fungere i spændingsfeltet mellem fx en stor fodboldklub med både bredde og elite, herrer og kvinder, ungdom og senior og en ”fodbold-forretning” bygget op omkring et hold i 3F ligaen suppleret af et 2. hold/U-DM hold.

”Det er ikke nogen nem sag at få organiseret klubbens bestyrelsesarbejde på en måde, så elite-sektionen får den attention og de ledelsesressourcer, der er nødvendige, hvis vores ambitioner om at styrke de danske eliteklubber skal realiseres. Men ved at bringe klubberne sammen og tilføre inspiration og metoder udefra, håber vi på, at klubberne om søndagen sammen med finde nogle helt konkrete værktøjer og tiltag at ta’ med hjem til gennemførelse,” tilføjer Kim Kjærhus.

For de danske kvindeeliteklubber tegner 2018 i det hele taget til at blive et meget begivenhedsrigt og afgørende år: Sammen med DBU har KDF iværksat et ambitiøst udviklingsprojekt for Kvindeligaen, der skal udmønte sig i en forretningsplan for ”en ny kvindeliga” i juni. Men allerede på DBUs repræsentantskabsmøde i starten af marts skal det afgøres, om KDF fortsat skal have en plads i DBUs bestyrelse.

Kvindedivisionsforeningen ønsker vores medlemsklubber, samarbejdspartnere og dansk kvindefodbold en glædelig jul og et fremgangsrigt 2018!

 

Bedste hilsener

Bestyrelsen