Stærk opbakning til Den Ny Kvindeliga

Stort engagement, konstruktive gruppediskussioner og en bred og stærk opbakning til udvikling og lancering af en Ny Kvindeliga i august 2019 var resultatet, da DBU og Kvindedivisionsforeningen 4. september samlede omkring 60 repræsentanter for kvindeelite-klubberne,  faggruppen Kvindeelite, DBUs politiske topledelse og administration, FLU og DF til en workshop med fokus på både det sportslige set-up og det kommercielle grundlag for etablering af Den Ny Kvindeliga.

Gennem de sidste 12 måneder har DBU og KDF via projektleder Malene Mønster Holm indhentet viden og erfaringer fra succesfulde kvindeligaer i Sverige, Norge, Tyskland og England, som skal give inspiration til en markant udvikling af den bedste danske kvindeliga. På workshoppen gav Keld Strudal, Brandactivators sit bud på, hvordan brandet Den Ny Kvindeliga kan udvikles. Engelske Mark Bradley fra Fan Experience Company understregede vigtigheden af, at kvindeeliteklubberne har fokus på at opbygge loyale og slagskraftige fan-baser, og Polly Bancroft fra UEFA gav eksempler på, hvordan UEFA kan deltage i udvikling og relancering af nationale ligaer – også den danske kvindeliga.

Flere ejerskabsmodeller

DBUs vicedirektør Kenneth Reeh fremlagde 3 forskellige modeller for opbygning af de klubber/hold, der skal være med til at løfte Den Ny Kvindeliga: 1) En stærk solo-klub med Fortuna Hjørring som eksempel; 2) fælles by/regionshold som fx. KoldingQ, FC Thy og OdenseQ og 3) kvindeligahold ejet af Superliga-klubber som fx FC Nordsjælland – en model, der aktuelt er i stærk fremdrift internationalt i lande som England, Spanien, Tyskland, Frankrig og Italien. Den ene model er ikke på forhånd defineret som bedre end den anden – men målet er, at holdene i Den Ny Kvindeliga skal være langt stærkere funderet sportsligt og økonomisk end i den nuværende 3F liga.

Visionen for Den Ny Kvindeliga er at blive den stærkeste holdsports-liga for kvinder i Danmark – altså at overhale håndboldligaen. Målet er, at alle klubberne skal have økonomi til at have deres spillere på kontrakt, og alle kampe i Den Ny Kvindeliga skal spilles på stadions med ordentlige bane- og tilskuerfaciliteter og mulighed for TV-produktioner. Dette stiller også krav til de byer og kommuner, som skal være repræsenteret i Den Ny Kvindeliga.

Klubberne og DBU er parate

Alle målsætninger og krav for at være med i Den Ny Kvindeliga kan med stor sandsynlighed ikke være 100% på plads ved lancering fra sæsonstart 2019/20 – men klubberne skal have rykket sig markant, og der skal foreligge en udviklingsplan med mål efter 1, 3 og 5 år.

Både kvindeeliteklubberne og DBUs ledelse var enige om, at betingelserne for at skabe en Ny Kvindeliga aldrig har været bedre end nu – og at den chance skal udnyttes!

Den endelige projekt-rapport med strategi, anbefalinger og businessplan for Den Ny Kvindeliga er færdig med udgangen af september, sendes i høring i oktober, inden DBUs bestyrelsen får den til behandling og beslutning på et møde i november.